Lagkagehuset: Anstændige fastelavnsboller – med plads til forbedringer
Læs madanmeldelsen
Sæsonen for fastelavnsboller er over os. Lagkagehuset er som sædvanlig med på bølgen. De har et pænt udvalg med de klassiske cremeboller, wienerbrødsfastelavnsboller med creme eller hindbærfyld, fire med fløde, og så har de kastet sig over en vegansk udgave. Hvilken der er din favorit, er helt op til dig, men skal du nå at smage flere forskellige, så er det med at komme i gang.
Hos Spiseguiden Aarhus satte vi os for at prøve fire af deres fastelavnsboller: Den gammeldags cremebolle, Mokka og saltkaramel, Blåbær og nougat samt den veganske Hindbærballade.
Klassikeren var lidt for tør
Vi startede med den gammeldags fastelavnsbolle, som er bløddej og med mørk glasur på toppen. Ved første øjekast så den noget tør ud. Det var dog også, men der var fint med remonce og chokolade i hele bollen, som skabte god smag. Bollen var let at spise og en ægte klassiker, dog ikke den største.
Mokkaen overdøvede saltkaramellen
Wienerdejen dannede rammen om denne lækre sag. Bare beskrivelsen i sig selv lød tiltalende. Kaffecremen er lavet på Lagkagehusets egen espressoblend af arabicabønner fra Brasilien og Colombia. Den var gennemtrængende og intens, men man skal kunne lide kaffe for at vælge denne fastelavnsbolle. Smagen af den salte karamel forsvandt desværre i mokkaen. Det var ærgerligt!
Flot og mild
Den lilla farve fra blåbærrene sprang i øjenene i blåbær og nougat fastelavnsbollen, der var i wienerbrødsdej med nougatcreme og blåbærmousse toppet med blåbærcreme, nougatglasur og friske blåbær. Der var god balance i fyld og dej, men smagene i både blåbær og nougat var milde og endte dermed ikke øverst på skalaen.
Den nye bolle i klubben
Det er den veganske fastelavnsbolle, som de kalder Hindbærballade. Den er med vegansk wienerdej, fyldt med bagte rabarber, hindbærkompot og -fromage samt hindbærskum og pyntet med tørret kornblomst.
Den er en fryd for øjet og overrasker positivt. Først og fremmest respekt for at forny sig og lave fastelavnsboller til veganere. Og den her kan noget. Det er en meget velafbalanceret fastelavnsbolle, hvor dejen er sprød og luftig og med syrlig skum, men en ægte fastelavnsbolle er det jo ikke!
Det er meget traditionelle fastelavnsboller Lagkagehuset leverer i år. Udvalget er fint, og der er noget for enhver smag.
Når valget falder på fastelavnsboller med fløde, skal man være til flødeskum og creme. Det siger sig selv. Men der er meget i her, og wienerdejen drukner i alt for meget fløde. Det til trods så vinder den med Mokka og saltkaramel. Her er kaffecremen en nydelse.
Dagens taber var den klassisk gammeldags fastelavnsbolle. Den var for tør til os. Til gengæld tager vi hatten af for fornyelsen med den veganske fastelavnsbolle, der på trods af manglende animalske produkter, gør det godt.
LÆS OGSÅ:
Aarhus’ bedste Dingse: De her sandwiches er uden for kategori