Erlings Jazz- og Ølbar
På Nørreport ligger Erlings Jazz- og Ølbar. En hyggelig lille bar, der som navnet siger, har fokus på jazz og øl. Stemningen er helt nede på jorden, og på hanerne findes et udvalg af specialøl, som løbende skifter. Her kommer mange unge mennesker, men alle aldersgrupper ses på baren, der har åbent mandag til lørdag.
Øl og drikke
I baren er der 13 haner med et bredt udvalg af specialøl fra hele verden. Hanerne skifter hver dag til nye øl, så du altid kan prøve noget nyt. Ølgenren spænder vidt, lige fra sprøde IPA’er til tunge stouts og syrlig geuze. Øllene står skrevet på tavlen sammen med procenter og pris. Et par af øllene er faste så som pilsner og Brown ale.
Atmosfæren
Erlings Jazz- og Ølbar er intim og hyggelig. Tankerne ryger til 30’ernes og 40’ernes jazzbarer med dæmpet belysning, stearinlys, glødepærer og caféborde. Bordene står tæt, og man kommer hinanden ved. Der er store vinduer og lange røde gardiner. Her er ofte god stemning og glade mennesker. Bartenderne er kompetente og ved noget om øl. Du kan få en smagsprøve på øllet, inden du vælger og også få en snak med bartenderen om baren og øllet.
Arrangementer
I hjørnet af Erlings Jazz- og Ølbar er opstillet et klaver. Det anvendes til de aftener, hvor der er live musik på Erlings Jazz- og Ølbar. Det er jazz, der er omdrejningspunktet. Nogle koncerter kræver billet, mens du til andre bare skal møde op.
Prisniveau
Til sammenligning med andre barer med specialøl ligger Erlings Jazz- og Ølbar i den lave ende prismæssigt. En lille fadøl koster mellem 35 og 40 kr., en mellem øl koster mellem 40 og 70 kr., mens de store fadøl går fra 60 til 110 kr..
Erlings Flaskebutik
Ikke langt fra Erlings Jazz- og Ølbar nærmere betegnet i Mejlgade, ligger Erlings flaskebutik. Det er deres specialølsbutik, hvor metervis af hylder står med alverdens øltyper.
LÆS OGSÅ: