Lidt mad hos Bar Plata

Husker du Bar Plata på Klostertorvet i Aarhus?

 

På Klostertorvet i hjertet af Aarhus lå en unik cocktailbar og restaurant. Det var i de samme lokaler som endnu tidligere husede Ministeriet og før det Munkestuen, med den legendariske og karismatiske ejer Lise Poulsen. Bar Plata lukkede endegyldigt den 31. oktober 2020.

 

Bar Plata havde fokus på gode cocktails, god mad og havde et stort udvalg af gin og rom. Bar Plata havde desuden en eksperimenterende tilgang til cocktails og matcher det til maden. Her mødte gæsterne cocktails gastronomi med masser af smag og idé.

 

Maden hos Bar Plata

Det var småretter, der let kunne spises i baren eller ved et af bordene, vi fandt på menuen. Der var ikke det store udvalg, men maden var veltilberedt og velsmagende. De tænkte sig om, og råvarerne var gode. 

 

I formiddagstimerne var brunchplatten med rilette af koldrøget laks, chiagrød, avokadomadder på rugbrød, charcuteri, frittata, vaffel med akaciehonning samt frisk frugt et godt bud. Fra de sene eftermiddagstimer og til ud på aftenen var der to udgaver af tigerrejer, vegetarforårsruller, fritterede snacks, svampetoast og steaksandwich, der er ristet surdejsbrød med kalvemørbrad, tomatrelish, syltede perleløg og estragoncreme.

 

Cocktails og bobler

Til brunchen faldt valget dengang ofte på kaffe og friskpresset appelsinjuice. Lidt obligatorisk kan man med rette sige. Det var også muligt med et glas cava eller champagne, ligesom man kunne fyre den af i to timer med cava ad libitum. Var man frisk på at prøve noget nyt, så kunne man kaste sig ud i “Persille Cocktail” eller “Karl Johan Cocktail”. Her brugte de dengang alternative råvarer, hvilket fik Bar Plata til at skille sig ud. Vin var også en mulighed i baren.

En god guide til kaffebarer i Aarhus:

 

Stemningen dengang 

Der var en smule stilfuldt og pænt hyggeligt hos Bar Plata. God smag – det havde de på Bar Plata. Du trådte lige ind i baren, hvor man kunne tage en af de få pladser der var. Stedet var ikke stort. Ellers var der borde både i stueplan og ovenpå. Man sad godt, og de gule mursten skabte lidt rå hygge. Bag baren stod pænt erfarne og iderige bartendere, der mere end gerne delte ud af deres viden om drikkevarer til maden eller bare til at drikke uden mad. 

 

Prisniveauet 

Det var moderate priser, man fandt hos Bar Plata. Brunchplatten kostede 110 kr., mens aftenretterne løb fra 88 til 98 kr., og selv om det ikke er store hovedretter, blev mæt for omkring 100 kr.. Det var ganske godt på daværende tidspunkt i Aarhus. 

 

LÆS OGSÅ:

Kender du Restaurant ANKER på den gamle havn i Aarhus?

Husker du da Fratelli havde restaurant i Vestergade?

Castenskiold ved åen lavede også gode cocktails i sin tid

Kender du A+ Siam Sushi på Nørreport?

Husker du, den nu lukkede, Restaurant Reel i Nørre Allé?