Bestil ved bordene
Fordelen ved Street Food er, at der er noget for enhver. Men det er træls at vente forskellige steder på sin mad, og dermed ikke være sammen med sit selskab.
Det har Aarhus Street Food løst ved, at man kan bestille fra bordet vha. en QR-kode. Når du har bestilt kører timeglasset, indtil din mad er klar, og bestillingen lyser grøn. Betalingen finder sted ved boden. Ganske enkelt!
Hvordan er stemningen her?
Rå og charmerende. Aarhus Street Food har indrettet sig i den gamle hal, hvor rutebilerne tidligere havde garage, og her er højt til loftet og langborde, som er eftertragtede i myldretiden 17.30 til 20.00.
Ingen mulighed for at reservere bord; til gengæld kan man spise udendørs. Her er masser af plads og borde og bænke – både overdækket og i det fri. Stedet har sin egen møntfod, “Street Credits”, som kan købes og bruges af selskaber, der ønsker at spise sammen, men smage på lidt af hvert fra de mange forskellige madboder. Et must at opleve.
Også takeaway
Idéen med Aarhus Street Food er, at man skal spise og drikke der. Det får man også lyst til, når man er der. Faktisk er stemningen ofte så god, at det ikke giver mening at tage maden med sig. Men når det er sagt, så er der også nogle helt unikke køkkener, som laver mad, som ikke findes andre steder i Aarhus. Bl.a. den koreanske bod, og den slags boder laver en del takeaway, som folk tager med sig hjem.
Det er som om, flere og flere boder er begyndt at lave takeaway, hvilket gør, at ventetiden på sin mad ikke bliver kortere. Derfor skal man passe på med at bestille takeaway mellem 18.00 og 19.30, da ventetiden kan være op mod en time.
Ofte stillede spørgsmål om Aarhus Street Food
Hvad er Aarhus Street Food?
Aarhus Street Food er et madmarked i DSB’s gamle rutebilgarage med 27 madboder. Her er alt fra bánh mì og indiske retter til fish’n’chips og specialøl. Det er en af Aarhus’ største attraktioner.
Hvis du bare går en smule op i mad er det umuligt at komme uden om Aarhus Street Food. De gør det ufattelig godt, og der sker hele tiden nyt.
Hvad koster mad på Aarhus Street Food?
Man kan spise sig mæt for omkring 75 kr. En stor fadøl koster ca. 50 kr. Ølbaren har et af de største udvalg af specialøl i Aarhus.
Kan man reservere bord på Aarhus Street Food?
Nej, man kan ikke reservere bord. Til gengæld kan man bestille mad fra bordet via QR-kode og betale ved boden. Der er også udeservering med masser af pladser.
Hvornår er der mest travlt på Aarhus Street Food?
Myldretiden er fra kl. 17.30 til 20.00. Undgå takeaway mellem kl. 18.00 og 19.30, da ventetiden kan være op mod en time.
Hvorfor bruge Spiseguiden Aarhus som guide til Aarhus Street Food?
Spiseguiden Aarhus er det mest opdaterede madmedie i Aarhus. Vi følger løbende med i hvilke boder der er åbne og lukket. Guiden over Aarhus Street Food er derfor altid aktuel.